Opskrift: Sødt flettet tjekkisk brød med mandler og rosiner

(Billedkredit: Tro Durand)

De fleste østeuropæiske husstande har en påske-tradition af sødt æggebrød. Dette er min familie – en enorm flettet brød, duftende med muskatnød og citron, peberet med mandler og fyldige gyldne rosiner. Det stammede fra min mormors bedstefars tjekkiske side af stamtræet, og hele mit liv har jeg kendt som Houska. Som i “Uncle Ed gør houska denne påske.” Eller “Jeg brændte toppen af ​​houskaen.” “Fortæl mig igen, hvem bringer houska?” Det er en lækker påskebehandler, smagen og duften blandes med ferieminner.

Men du ved hvad? Min familie har det hele forkert. Dette brød er det ikke Houska overhovedet. Vi har brugt det forkerte navn i mindst 70 år. Betyder det noget?

(Billedkredit: Tro Durand)

Den første anelse om, at min familie arv led en misdannelse, syntes, da jeg delte opskriften her for syv år siden. En læser chimed i næsten straks: “Dette er ikke houska men VANOCKA, og bagt specielt på jul.” Jeg shrugged dette off, da naturligvis alle fødevarer nyder forskelligt navne og sprog, og houska er houska.

Men den læser var ikke alene; SpicieFoodie tilføjede også et speck af kommentar: “Dette er ikke houska – houska er en lille flettet, salte brød. Brødet du har afbildet her hedder Vánočka (vanocka). Det er fundet og spist år lang, men det er ikke en påske brød, men snarere et traditionelt julebrød. Navnet [vanocka] kommer fra de tjekkiske og slovakiske ord til jul. ”

Godt. Tanken om, at vores værdifulde brød er blevet kaldt af det forkerte navn, var alle vores liv bare for meget, men da jeg kom tilbage for at opdatere opskriften til en ny påskesæson, vidste jeg, at jeg var nødt til at stå op for muligheden. Jeg spurgte på oracle of the wider internet, og svaret var utvetydigt: Houska er en brødrulle. Vanocka (vah-NOTCH-kah) er et julebrød, og hvad vi spiser i påsken. Den samme type dej er også formet til en rund brød i påsk og kaldes Mazanec.

Jeg var crestfallen, indrømmer jeg. Ordet Houska bærer mig et væld af minder: Sneaking bid af jæger sød dej, ser gule rosiner vokse fede og saftige i varmt vand, høre min mor og bedstemor grouch over, hvor tørt (eller underdone eller underopstået) deres brød i år viste sig at være. Men det var altid perfekt og venter på påskemorgen, en grund til at komme ud af sengen tidligt for en rig, tæt brødbræt, der under ingen omstændigheder havde brug for mere smør og alligevel altid fået et lille klappe med et saltstryk. Den mest transcendente toast involveret Houska; kampene over de sidste stykker brød brød kun over Houska.

Kan jeg erstatte det mere korrekte ord med tilbagevirkende kraft? En kulinarisk cut-and-paste ind i barndomshukommelsens tekstur? Det tror jeg ikke. Dette brød vil altid være Houska for mig, uanset fejl i hukommelse eller oversættelse lavede min store farskender og bedstemødre i deres egen oversættelse fra den gamle verden til Cleveland, Ohio. Ordet, brødet, minderne er alt for tæt bundet.

(Billedkredit: Tro Durand)

Har du en historie som denne i din familie? En skål eller en arv, der blev ført ind i den nye verden fra den gamle, gik måske og gik som et telefonspil fra et køkken til et andet? Jeg er ikke sikker på, hvor grænserne for ægthed stammer i disse overdragelser, eller når en opskrift begynder at være vores og ikke kun tilhører vores oprindelige sted.

Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, hvis familie har båret brød og ikke navnet i en direkte linje. Ned i kommentarerne siger sandy fra nebraska: “Dette ligner ligesom min bedstemor’s Christmas Houska, undtagen hun tilføjede kandiseret frugt. Jeg har aldrig hørt det kaldt Vanoka. Hun var 100% tjekkisk – forældre kom fra det gamle land.” Brenna_Kathleen har også en houska-making bedstemor: “Min bedstemor laver et par brød julekoska hvert år med grøn og rød kandiseret frugt. Hun anfører også altid anis,” siger hun.

Men jeg håber, du er ikke afskåret af den sproglige wrangling; Dette brød er strålende, uanset hvad du kalder det. Jeg føler, at når jeg deler det, deler jeg helt bogstaveligt et stykke af min familie og smagen af ​​påskemorgen. Det er så tæt, blødt og lidt flakket – ikke fjedrende eller luftigt. Den flettede konstruktion gør det til et spektakulært feriemidstykke, og den sødt smarte smag vil få alle til at nå et andet (og tredje og fjerde) skive. Det kan se kompliceret ud, men det er ret ligetil og den rige dej er tilgivende. Jeg inkluderede nogle trinvise fotos for at vise, hvordan det hele kommer sammen.

Jeg er glad for at kende det korrekte ord for dette brød, og endda for at lære nogle traditioner, at min familie ikke gik forbi (vidste du, at du skulle springe op og ned, mens brødet stiger, for at gøre det lys?). I min læsning lærte jeg, at andre (som mig!) Forsigtigt samler deres brød kun for at få det til at falde til den ene side i ovnen. Hvert år Houska eller vanocka vis lidt anderledes, hvilket betyder at vi får fortælle en historie, der fletter i forske med denne ene (“Husk hvordan i sidste år var det dejligt i midten?”)

I vendingerne af vanocka og Houska Jeg følte, at jeg stødte imod det sted, hvor familiens sandhed og kulinariske sandhed strækkede, flettet og spændt til at rumme hinanden. Ligegyldigt hvad jeg kalder det (fint – jeg indrømmer det vil altid være Houska) Jeg kommer tilbage til dette brød år efter år for at se endnu en gang, hvis jeg kan gøre det oprejst lige og holde fletningerne glidende, og om det altid vil være så lækkert som min mors.